Dansens og musikkens rødder 44
Om kontradanse
Af
Kjeld Nørgaard

Jeg har tidligere i artiklerne “Om engelskdanse” og “Om skotskdanse” skrevet om historien bag en stor del af vore rækkedanse.

Denne artikels emne er kvadrilledansene1.

Den tidligste kilde, der fortæller om danse hvor man er stillet op parvis i en firkant, er den engelske musikforlægger John Playfords 1. udgave af The English Dancing Master fra 16502 , hvor der er nogle enkelte squeredances. Det er øjensynlig ikke en danseform der har haft den store interesse, for den forsvinder fuldstændig i de senere udgaver.

3) I Frankrig udgav Feuillet, der var dansemester ved hoffet, i 1706 en samling af selskabsdanse hvori der blandt andet var beskrevet en dans for to par. Dansen havde titlen  “Cotillon” hvilket betyder “underskørt” og henviser til teksten i en sang, hvor en ung pige funderer over, om hendes underskørt ser godt ud, når hun danser. Dansen er som nævnt for to par, og har en opbygning med en variabel del (svarende til turene i vore turdanse) og en konstant del (svarende til opføringen i vore turdanse).

Melodien kender vi stadig, idet den minder meget om “Springforkert” fra Himmerland.

Hvor dansen kom fra er uvist, men det er åbenbart en dans der har været kendt i et stykke tid på udgivelsestidspunktet, for Feuillet skriver (her citeret fra kilde 1) side 123): “Selv om cotillonen er en gammel dans, er den sådan på mode ved hoffet i dag, at jeg ikke synes, jeg kunne lade være at tage den med i denne samling”.

Danseformen er så populær, at der i den følgende tid bliver lavet mange nye danse med samme opbygning, også nogle for fire par opstillet i en firkant. I løbet af første halvdel af 1700tallet kommer denne opstilling i Frankrig til at hedde “contredance francaise” medens dansetypen med opstilling på rækker kom til at hedde “contredance anglaise”.

I 1761 præsenteres første gang en fireparsdans med den turrækkefølge der bliver dominerende i de følgende år. Dansen, La Bionie, var slutdans i et teaterstykke og bliver indledningen til en sand “kontradans-epidimi”. Året efter udkommer bogen “Suite des repertoire des bal”.

 

 Her er et større antal danse beskrevet med den førnævnte turrækkefølge, en opbygning som i de kommende år bliver standard. Turrækkefølgen, som også kaldtes dansens “complet”, var helt fast, og blev brugt i alle kontradanse. Rækkefølgen var Stor kreds, Enhånds med egen, Tohånds med egen, Damemølle, Herremølle, Damekreds, Herrekreds, Allemande (forlæns korsgreb?), Stor kreds. Alle ture danses både med og mod sols.

Anden del af dansen kunne der i mod varieres i det uendelige. Denne del kaldtes også for dansens “refrain”.

Dansene er alle omhyggeligt beskrevet både i tekst og tegning. På figur 2 ses et eksempel på en af bogens danse.

 

 I de følgende år udkommer der en så enorm mængde af kontradanse i Paris, at det på det nærmeste er muligt at følge udviklingen uge for uge. Man udtænker masser af varianter af refrainet, og man finder på at sætte en hel serie af danse sammen, således at man danser “Stor kreds” til et refrain, “Enhånds” til et andet refrain, “Tohånds” til et tredje osv. Dette videreudvikles, så man på et tidspunkt helt dropper complet-delen (altså turene) og blot sætter dansene sammen i serier der udelukkende indeholder refrainer (altså opføringer). En sådan serie af danse kaldtes en Quadrille, eller (uden for Frankrig) en quadrille francaise. Et eksempel på sådanne danse fra vort hjemlige danserepertoire kunne være Lanciers4 og Francaise5 (man kunne ganske vist fristes til at tro, at sidstnævnte er en rækkedans, men man danser jo kun sammen med det par der står lige over for, så dansen er i virkeligheden en kontradans for to par, hvor alle topars-grupperne blot er opstillet ved siden af hinanden)

 Det er interessant at se, hvor forskellig den engelske og den franske dansemode udviklede sig. Ved det franske hof blev alt styret med hård hånd, og intet var overladt til tilfældigheder. Man dansede komplicerede opstillingsdanse, hvor man efter et nøje udtænkt system bevægede sig rundt på gulvet i symmetriske og velordnede mønstre.

I England derimod, nød man at danse til de kendte melodier, og man gik gerne i gang med en rækkedans, hvor man dansede til populær musik i lang tid uden at gå for meget op i at udføre figurerne meget sirligt. Det sociale samvær og nydelsen ved at danse til gode velkendte melodier var i højsædet.

 Disse forskellige dansemoder nåede også Danmark, men ikke nødvendigvis på det tidspunkt, hvor dansen var på sit højeste i sit hjemland. I Danmark har rækkedansene øjensynlig været moderne i slutningen af 1700-tallet, medens kontradansene (som her i landet kom til at hedde kvadrilledanse) tilsyneladende havde deres storhedstid i 1800-tallet. Når man tager i betragtning hvor mange kvadrilledanse vi har beskrevet, må dansene have haft en kolossal udbredelse langt op i århundredet. Det er forbavsende, at man i det folkelige miljø har bevaret den samme tursammensætning  og rækkefølge som blev introduceret i Paris over 100 år før dansene blev indsamlede. Og det er forbavsende, at man lige netop i Danmark blandt den almindelige befolkning har dyrket kontradansene med en sådan ildhu.

Et interessant spørgsmål som det nok er værd at tænke over!

Noter

 1) Det meste af denne artikel er baseret på oplysninger der kan læses i Egil Bakka: Europeisk dansehistorie, Gyldendal Norsk Forlag 1997.

2) For en nærmere omtale af dette værk henvises til den tidligere nævnte artikel “Om engelskdanse”

3) Afsnittet om fransk dansemode er i høj grad baseret på egne noter fra forskellige kurser med dansemester Jørgen Skov Petersen

4) En meget grundig gennemgang af Lancierens historie findes i Claus Jørgensen: Lanciers bogen, Bogans forlag 1996

5) Beskrevet i Gamle Danse fra Møn, Foreningen til Folkedansens Fremme og i Per og Pia Sørensen: 3 gamle selskabsdanse fra 1800tallets balsale, Eget forlag 1995