Dansens og musikkens rødder 28
Dobbelt Kvadrille fra Sønderborg
Af Per Sørensen

Sønderborg Dobbelt Kvadrilles store popularitet skyldes ikke kun den forholdsvis "enkle" dans - men i ligeså høj grad musikken, "der går lige ind i øret".

Det er sjældent, at vi i vort folkedanserepertoire kender til komponisterne af dansemelodierne; men sådan er det ikke med melodien til Dobbelt Kvadrille, da den er blevet komponeret af ingen ringere end H. C. Lumbye i 1861.


H. C. Lumbye (1810-1874)

Melodien blev dog ikke komponeret til dansen fra Sønderborg, men blev komponeret til en helt anden anledning. Musikere i Sønderborg havde så på et senere tidspunkt "lånt" melodien til Dobbelt Kvadrille.

I 1840-1850´erne blev det almindeligt, at døtre af "de gode familier" i byerne skulle lære at spille fortepiano (klaver). For at det kunne lade sig gøre, krævedes det, at der fandtes musikalsk, pædagogisk undervisningsmateriale for børn til denne klaverundervisning. Se Otto Haslunds vidunderlige billede " En koncert" fra 1887. Billedet tilhører Statens Museum for Kunst.

 

 

Flere komponister begyndte derfor at lave små, enkle melodier til undervisningsbrug. De 2 komponister, der var mest aktive på området var Emil Hornemann (1809-1870), der udgav en lang række af hefter med navnet "Album for Børn" - og så H. C. Lumbye, der i 1861 begyndte at udgive hefterne "Lette Danse for Børn"  (der udkom 12 hefter fra 1861-1872). Hvert hefte havde 4 dansemelodier, som musikalsk var lette at spille. Under hver dansemelodi var der skrevet en tekst, så man også kunne bruge melodierne til sang. Teksterne havde et overordnet tema, som gik igen i alle 4 danse. Melodierne har sikkert også været flittigt brugt på danseskolerne, når der skulle indøves de gængse pardanseformer. Se uddrag af den morsomme nodeforside[i] fra ca. 1870-75, hvor børn danser til Lumbyes musik.

 

 

Netop i det første hefte fra 1861, der hedder "Lille Ida og Dukken", træffer vi melodien til Sønderborg Dobbelt Kvadrille. Det er den 4. melodi og hedder "Vilhelms Galop, Hjertesorg"

 
Originalnoden fra 1861[ii]

 

Handlingen i teksten i de 4 danse, som i øvrigt ikke er skrevet af Lumbye, men af forfatteren H. P. Holst, er følgende: Den lille pige, Ida, har en dukke, der hedder Grethe. Hun leger med dukken, og hver gang, Ida ikke hører efter, hvad forældrene siger, giver hun dukken Grethe skylden. I 1. dans (Amalie Vals) skal familien ud at køre; men Ida kan ikke blive færdig, så dukken må stå for tur. I 2. dans (Hanspeter Polka) leger Ida, at hun og dukken skal til bal. I 3. dans (Ernesta Polka-Mazurka) har Ida fået en dårlig karakter i karakterbogen. Det er faderen ikke tilfreds med - Ida slår det dog hen med, at det er dukkens skyld. I 4. dans (Vilhelms Galop) leger Ida igen med dukken. Hun har lagt dukken ned og leger, at den er død, da den har lukkede øjne. Så Ida be´r til, at dukken vil lukke øjnene op igen. Her er den originale node med tekst - dog i et oplag fra ca. 1888, hvor teksten ikke er skrevet på gotisk.

 
 

Jeg har prøvet at finde ud af, hvornår bevægelige øjne på dukker blev opfundet. Det blev de i Tyskland i 1854, så det var en forholdsvis ny opfindelse i 1861, hvor H. P. Holst skriver teksten til Lumbyes melodier.

Allerede året efter, i 1862, blev alle melodierne fra "Lille Ida og Dukken" genbrugt med ny tekst til Sangcyklussen "Den svenske student i Tivoli" af tekstforfatteren W. Rantzau[iii]. Den ny tekst blev forfattet i forbindelse med et nordisk studentermøde i København og sunget af Sophie Valentin i Tivolis sangerinde-pavillon "Slukefter". I vor melodi, var det nu den svenske student og den unge danske pige, Anna, der var forelskede. Studenten spurgte Annas forældre, om lov til at gifte sig med hende. Han fik tilladelse fordi han var skandinav.

Det er dog en helt anden tekst, vi kender til melodien.

Den stammer fra en skillingsvise af Julius Strandberg fra ca. 1862-1863 - "O luk de søde Øine op engang endnu".


 Julius Strandberg (1834-1903)

Julius Strandberg var en uhyre produktiv skillingsvise-producent og havde flair for, hvad der var "oppe i tiden". Skillingsvisen må have været forholdsvis kendt, da den kom i forskellige udgaver[iv] og mange oplag.

 

 
I dag synger folkedanserne kun første vers; men visen har faktisk tre vers. Selvom jeg tidligere har skrevet hele visen i Hjemstavnsliv[v], kommer den her igen uforkortet:

 

                                                O, luk de søde Øine op!

                                                I Selskab saae jeg første Gang
                                                Min søde lille Brud,
                                                Hun lærte mig der saa smuk en Sang
                                                Om Kjærlighedens Gud,
                                                Med yndigt Smil paa Rosenkind
                                                Var Anna smuk som Faa,
                                                Og Sangen sig præged i mit Sind,
                                                Dens Omkvæd var som saa:
                                                "Ingen paa jord har to Øine saa Blaa,
                                                Altid saa trofast jo paa mig de saa",
                                                Fortepianoet lød med sit Spil
                                                Ganske fortryllende deiligt dertil.
                                                "O, syng den sang engang endnu,
                                                Engang endnu, engang endnu.
                                                Saa bliver jeg saa glad i Hu,
                                                O, syng for mig igen, o Skjønne, Du"

 

                                                To Aar henrandt, jeg rejste bort,
                                                Til Schweizeralpen hen,
                                                Jeg savnede Danmark, o saa haardt,
                                                Jeg eied ingen Ven.
                                                En Aften stund jeg gik min Gang
                                                Alene i det Fri,
                                                Da hørte jeg, at en Stemme sang
                                                Min danske Melodi:
                                                "Ingen paa Jord har to Øine saa blaa,
                                                Altid saa trofast jo paa mig de saa";
                                                Klart lød den Røst ud i Aftenen smuk,
                                                Brystet sig hæved til længselfuldt Suk:
                                                "O luk de søde Øine op,
                                                Engang endnu, engang endnu",
                                                Saa sang hun - underlig i Hu,

                                                Jeg iled til og spurgte: "Hvo er du"?
                       
                        O, det var hende - Anna her
                                                Og i det fjerne Land,
                                                Hvor sødt dog at mødes, naar man er
                                                Saa langt fra Hjemmets Strand!
                                                Paa Bjerget knælede jeg ned
                                                Saa glad for Annas Fod,
                                                Og tolkede høit den Kjærlighed,
                                                Som slog i Hjertet Rod:
                                                "Ingen paa Jord har to Øine saa blaa,
                                                Altid saa trofast de paa mig jo saa"!
                                                Anna, o lov mig at blive min Brud
                                                Hjemme i Danmark for Verden og Gud!
                                                Og Anna sank saa om og blid
                                                Op til mit Bryst, op til mit Bryst
                                                Og svared Ja! - Alt var saa tyst,
                                                Men nu er hun min Brud i Sorg og Lyst.  

Læg mærke til, at Julius Strandberg "låner" nogle sekvenser fra dukketeksten af H. P. Holst - bl. a "Ingen paa jord har to øjne så blå, altid så trofast jo på mig de så". - Så når I synger om Annas smukke øjne - Ja! Så er det faktisk øjnene på dukken Grethe, I synger om.

Der har, så vidt jeg kan spore, ikke været sunget til Sønderborg Dobbelt Kvadrille i Borgerforeningen, men må tilskrives som en folkedansertradition, da Otterstrøm i Hjemstavnsliv[vi], efter at beskri-velsesheftet var udkommet, fortalte, at han havde lært 1. vers hos en kone i Havnbjerg og senere fik hele skillingsvisen fra en dame i Hillerød.

Som en kuriositet findes der endnu et vers, som er skrevet af Ahrent Otterstrøm i 1934.

Andreas Otterstrøm skriver: "Min Broder, Seminarielærer Ahrent Otterstrøm, Tønder, spurgte mig forleden Dag, om vi havde en Folkedans, der kunne være Udtryk for en national Stemning og kunde bruges af Gymnaster, maaske som Afslutning paa en Opvisning. Jeg svarede, at Dobbelt Kvadrillen egnede sig fortrinligt hertil, hvis der blev skrevet de rette Ord til den. Resultatet af vor samtale foreligger nu i Form af nedenstaaende Sang, og det bliver spændende at se, om Dans, Melodi og Ord kan vinde Indpas blandt vore Gymnaster".

 

                                                Det Land, hvor først vor Vugge stod,
                                                Er vant til Kamp og strid,
                                                Derfor fik vi saa stejlt et Mod,
                                                Vor fortid var ej blid.
                                                Men hver Gang Faren rykker nær,
                                                Og der bliver kaldt paa os,
                       
                        Saa staar vi støt i enig Hær
                                                Og møder List med Trods.
                                                :| Enige lover vi, Kvinde og Mand,

                                                Aldrig det sker, at vi svigter vort Land.
                                                Jublende binder vi her med vor Dans
                                                Danmark, vor Moder, en blomstrende Krans |:
                                                Vi Karle har saa fast en haand,
                                                Saa brun en Kind, saa dansk et Sind,
                                                Men stærkest binder dog de baand,
                       
                        Der knyttes af en trofast lille Pigehaand.

Højtideligt og nationalromantisk er det. Mon der er nogle gymnaster, der bruger det i dag? - Eller er vi helt gået over til "Og det var Danmark"?

I næste nummer af Hjemstavnsliv afslutter vi historien, om Dobbelt Kvadrillen, med at se på nogle af de oprindelige melodier til dansen.  

Kildehenvisninger:

[i] Findes i Pia & Per Sørensens private samling.
[ii] Afbilledet i "Lumbye-Katalog" af Dan Fog. Museum Tusculanums Forlag 1995.
[iii] "Døgnfluer" af W. Rantzau. Wilhelm Hansen, Musik-Forlag 1922.
[iv] Forskellige udgaver findes på Dansk Folkemindesamling. København.
[v] "Gamle danske Almuedanse" af Per Sørensen. Hjemstavnsliv 61. årgang nr. 2 - 1990.
[vi] Hjemstavnsliv 5. årgang nr. 2 - Juni 1934